- Om at læse bibelske tekster med forskellige briller
Vi ser og læser altid verden – og tekster – fra det sted, vi selv står. Vi ser en begrænset del, mens noget andet forbliver skjult. I projektet præsenteres dette med brillen som metafor for forskellige synsvinkler.
Eleverne erfarer gennem brillefodbold og andre øvelser, at menneskers blik og perspektiv på tilværelsen sjældent er helt ens. De introduceres derefter for de forskellige perspektiver gennem en nyproduceret tegnefilm, hvor drengen Oskar læser fortællingen om Vandringen på søen med tre forskellige briller.
Eleverne læser selv to andre bibelske tekster med projektets briller og undersøger, om brillerne repræsenterer forskellige pointer i teksterne.
Gennem hele forløbet illustreres det begrænsede blik og de forskellige synsvinkler med en lille kasse, som også indgår i projektets kirkebesøg. Her erfarer eleverne, at også i kirkerummet kan ord og begreber betyde andet og mere, end det man kan se med det blotte øje.
Projektet afrundes med en skriveworkshop designet af forfatter Mette Vedsø. Alle elever producerer tre skriftlige værker eller ordbilleder, som viser, at der også altid er flere mulige perspektiver på tilværelsen.
På projektets hjemmeside findes korte videooplæg om metaforer ved ph.d. og leder af VIA Uddannelsesakademi, Linda Greve, samt om forskellige læsemåder af bibelske og andre tekster ved dr.theol., professor i teologi ved Københavns Universitet Mette Birkedal Bruun.
Tilmeldte lærere modtager lærervejledning, spørgsmålskort, små kasser og adgang til projektets hjemmeside med bl.a. tegnefilmen Oskars briller og videooplæg.
Projektets overordnede formål er at udvide perspektivet på læsning af tekster, så eleverne kan tilegne sig en mere differentieret forståelse af tekster, andre og verden.
Herigennem får de styrket deres udgangspunkt for at tage stilling og handle i eget liv og fællesskaber.
Målet er mere konkret at bibringe eleverne nogle læsestrategier, så de erfarer, at tekster kan læses på flere forskellige måder, og at dette skaber mulighed for en mere nuanceret forståelse af dem. Tanken er, at elevernes evne til at skifte blik på de bibelske tekster også skal kunne anvendes til fortolkning af andre tekster og bredere kulturelle sammenhænge.
Undervisningsmaterialet sendes i august eller umiddelbart efter tilmelding.