Når man kommer til et nyt land, bliver spørgsmålet om, hvad det vil sige at være fremmed ofte aktuelt. Er man fremmed, fordi ens sprog, kultur eller religion er anderledes? Er man fremmed, fordi man føler sig fremmed - eller fordi andre ser på én som fremmed?
I projektet 100% fremmed? bliver det at være fremmed knyttet til begrebet identitet, der handler om, hvem man er, og hvad der definerer én som individ.
Projektet tager udgangspunkt i en serie portrætter af 250 borgere, der i perioden 1956-2019 har fået asyl i Danmark. Disse portrætter har tidligere været udstillet rundt om i Danmark og en del af disse er nu tilgængelige via udstillingens hjemmeside www.100pctfremmed.dk.
I projektet skal eleverne se nærmere på et udvalg af portrætterne og de tilhørende livsfortællinger, og i relation til disse arbejde med spørgsmål om identitet, religion og personlig fortælling. Eleverne skal endvidere arbejde med 10 portrætter af personer bosiddende i Randers. Tre af disse personer vil som del af projektet deltage i et fysisk dialogmøde, hvor eleverne har mulighed for at stille spørgsmål og høre mere om deres personlige oplevelser med at komme til Danmark.
Dialogmødet finder sted d. 29/9 kl. 9.00, 10.45 og 12.15.
Klasser, der ikke har mulighed for at deltage i dialogmødet, kan streame arrangementet.
Dette projekt sigter imod, at eleverne - ved at beskæftige sig med en række flygtningeportrætter - får en bedre forståelse af, hvordan det kan opleves at skulle skabe et nyt liv i et nyt land. Det er endvidere projektets formål, at eleverne får forståelse for forholdet mellem religion, identitet og fortælling.
Vi sender undervisningsmaterialet i oktober.