Lyslevende
Beskrivelse
Om lysets betydning og symbolik
Du kan føre nogen bag lyset, bringe noget frem i lyset, have julelys i øjnene og give grønt lys til noget. Måske ikke på én gang – i hvert fald ikke uden at brænde dit lys i begge ender.
Lys er et grundsymbol, som findes overalt: I religion og andre livsanskuelser, i sangtekster, i fortællinger og i utallige talemåder. Lysets symbolbetydning er temaet i dette kristendomsfaglige forløb.
Her skal eleverne indledningsvist på kirkebesøg, hvor de skal undersøge lyset som både fysisk, symbolsk og religiøst fænomen.
Hjemme i klassen skal eleverne gå på opdagelse i et udvalg af kilder om lys fra forskellige religioner og kulturer, som alle er samlet på store arbejdsark.
Til forløbet er der produceret tre korte fagfilm med præst Signe Malene Berg, biolog Morten D.D. Hansen og astrofysiker Anja C. Andersen, der hver især forklarer, hvad lyset betyder inden for deres fagområde. Filmenes gennemgående samtaleperson er skuespiller Thure Lindhardt.
Herefter arbejder eleverne med ritualers opbygning og iscenesætter et fiktivt lystændingsritual. Forløbet kan enten afsluttes med collagearbejde, dramaøvelser eller beskrivelser af et nyt lys-event.
Projektet er flerfagligt med mulighed for at inddrage fagene biologi og fysik, der beskæftiger sig med lysets betydning for livet på jorden og lysets betydning for udforskningen af rummet.
Formål
- At eleverne forstår, hvilke grundlæggende betydninger det naturlige lys har for livet på jorden. Forløbet har især fokus på lysets betydning for mennesker, som fx erfarer lyset som livgivende eller oplysende.
- At eleverne i forlængelse heraf forstår, hvordan disse fællesmenneskelige erfaringer med lys danner grundlag for, hvordan lyset anvendes som symbol i tekster, ritualer, billeder og arkitektur. Dette finder blandt andet sted i kristendommen og i andre religioner og livsopfattelser, hvor lyset fx associeres med guddommen, åndelig oplysning eller håb.
- At eleverne udfordres til at forholde sig undersøgende og eksperimenterende til ritualers og symbolers betydning i kulturelle fællesskaber.
Praktisk information
Se flere detaljer
6 lektioner + kirkebesøg. Evt. fysik/biologi