Gratis

MØD EN KUNSTNER - Natur – kunst og verdensmål

Beskrivelse

Natur – kunst og verdensmål 

Vi undersøger naturens materialer og eksperimenterer med at skabe af naturen - i naturen og på skolen.

Vælg mellem fire forløb

 

PLANTER OG KUNST

Børnene lærer om botanik og kunst på en sjov og legende måde. Vi går på opdagelse i naturen omkring skolen, finder blomster, græsser, buske og træer og arbejder med grøftekantsfotografier, tryk og herbarier. Vi bruger solen til at fremkalde fotografier på hjemmelavet fotopapir, indsamler naturobjekter og laver små samlinger, registreringer i form af tegninger og tryk - og presser planter til herbarier.

Forløbet kan kombineres med et besøg på Randers Kunstmuseum og en billedsamtale omkring måder, hvorpå kunstnerne gennem tiden har forholdt sig til og afbilledet naturen.

 

SKOVVÆSENER

Vi skal ud i naturen, hvor vi undersøger området indgående.

Gnidetryk, gipsafstøbninger og små skulpturer fremstilles ud fra observationer ude i naturen og med indfundne naturting.

Vi skaber nye små væsener - naturlige og finurlige skulpturer, som bemales, og bygger sammen et fælles univers til børnenes nye skabninger.

Projektet kan afsluttes med en fernisering, hvor forældre og andre børn på skolen er velkomne. 

 

ILDEN SOM SKABENDE KRAFT

Med bålet som samlingspunkt og inspiration undersøger vi ildens muligheder og skabende kraft. Der kan arbejdes med ståltrådsskulpturer, kultegninger og bålbrændte lerfigurer. Luftige skulpturer i vindseltråd om træklodser som efterfølgende brændes ud, kraftfulde lerfigurer brændt direkte på bålet, og store tegninger, tegnet med kul fra bålet. Vi skaber en fælles fortælling.

Vi afslutter med en Pop-up udstilling i området

 

VINDMASKINER – vi leger med vinden
Vi bygger stativer, og arbejder i træer i skolens nærområder, til store vinddrevne tegnemaskiner.
Vinden undersøges som drivkraft og skaberkraft. Maskinerne tilses løbende og udbygges til skulpturer.

Vindinstallation med naturobjekter og sanseoplevelser udbygges i løbet af de 5 dobbeltmoduler.

Vi afslutter med en Pop-up udstilling i området

Det Blå Rum

Et forløb kan kombineres med et besøg af Randers Kunstmuseums nye kunstneratelier, vidundervognen DET BLÅ RUM. DET BLÅ RUM er museets mobile satellit og fungerer som et kombineret kunstneratelier, værksted og et mere åbent og uformelt udstillingsrum. Med vognen kan undervisningen rykkes ud i det blå, i de mange naturskønne områder der findes i Randers Kommune. Måske har I et område i nærheden af skolen, hvor forløbet kan finde sted. Vognen er malet i Sven Dalsgaards ’vidunderblå’ og kan inddrages i en række af de specifikke forløb.

 

Aktiviteter

Forløbene planlægges sammen med underviseren ud fra det valgte emne.

Kunstneren kommer i klassen i fem dobbeltimer, hvor emnet gennemarbejdes. Hver dobbelttime fokuseres på en af de nævnte aktiviteter, og der arbejdes eksperimenterende og undersøgende ud fra en konkret opgave stillet af kunstneren.

 

Der tages udgangspunkt i lokalområdets natur, det der ligger lige udenfor skolens område, og alle forløb kan kombineres med et besøg på i kunstmuseets samlinger eller museets Billedværkstedet.

 

Forberedelse

Gå på opdagelse i området tæt på skolen. Saml gerne naturobjekter og pinde og læg evt. blade fra træerne, eller planter i pres mellem aviser .

De samlede genstande vil indgå i de endelige produkter.

 

Efterbehandling

Vi afslutter  med udstilling af elevernes arbejde.

Formål

Forløbene skal fremme elevernes æstetiske forståelse og udvikle deres arbejde med og forståelse af kreative udtryksformer.

Eleverne vil i forløbet afprøve forskellige eksperimenterende og legende arbejdsmetoder, inspireret af den enkelte kunstners egen praksis og Kunstmuseets samlinger.

Eleverne kan i samtaler og i kreative produkter udtrykke sig nuanceret om, hvilken betydning det har (for den menneskelige tilværelse) at undersøge og bearbejde materialer og farver.

Forløbene kan endvidere målrettes arbejdet med natursyn, naturfaglighed og verdensmål.

Sted

Forløbene kan både afholdes på jeres skole, på Randers Kunstmuseum eller som en kombination.

Tilmelding